Update nr. 2 fra 9000 Aalborg!
Skrevet af Michael d. September 17 2007 21:00:49
Så gik vi lidt i stå, men rigtig godt at se, at I er med på idéen med de her updates :)

Her er jeg så tilbage med en ny! Hvad laver man egentligt på uni?
Udvidet nyhedstekst
Hallo igen!

Aalborg er stadig fantastisk, vejret godt og uni spændende. Vi har godt nok lidt travlt, men det følger jo med. Allerede på fredag skal vi aflevere vores første projekt. Det er dog et mindre et af slagsen, så det er til at overkomme. 20 sider og intet produkt er lige til at klare.. Især når man tænker på, at vi er 7 mand i gruppen. Men dette projekt, det såkaldte p0, skal bare lige hjælpe os i gang, så vi får en forståelse for, hvad projektarbejde på Aalborg uni er for noget.

Det er fedt, at der er så meget gruppearbejde her på stedet, og vi har tilmed fået vores helt eget grupperum, hvor vi altid sidder og arbejder eller hygger. Det er rart at have et lille sted, der er vores.

Udover projektarbejde har vi 3 fag og nogle introduktionskurser. Introduktionskurserne er bare for at fortælle os, hvad nanoteknologi egentligt er for noget. De 3 fag er kemi, matematik og mekanik. I kemi starter vi heldigvis helt fra starten af med: "Hvad er et atom?". Gudskelov, for det er over 2 år siden, at jeg havde kemi sidst, så det er rart lige at få det genopfrisket, inden vi bevæger os ud i noget sværere.

Mekanik er en del af fysik, som her har fået sit helt eget fag. Meget af det har vi også her hørt før, for vi startede med retlinjet bevægelse. Men det betyder ikke, at vi kommer til at kede os ret længe. For det går generelt ret hurtigt her på uni. Det man normalt bruger uger på at gennemgå, kan de sagtens nå på én enkelt forelæsning her. Retlinjet bevægelse i 1D, 2D og 3D blev gennemgået på 2 timer og det indeholdt altså forklaring og udledning af alle formlerne. Kan man ikke følge med, må man selv sørge for at læse det op senere. Der ventes ikke på nogen.

Selvom det går hurtigt i kemi og mekanik, minder undervisningen meget om den på HTX. Det ville være synd at sige om matematik-forelæsningerne. Her sidder 120 personer i et auditorium og lytter på en forelæser, som godt nok prøver at holde kontakt med os, men hverken forventer svar på spørgsmål eller kommentarer. Han snakker bare løs og fylder den ene tavle ud efter den anden, og man får godt nok travlt med at tage notater samtidig med, at man lytter til, hvad han siger. Men det skal man, for det er ret vigtigt at følge med og komme hver gang, for til hver forelæsning starter og slutter han et helt nyt emne. Så hvis man misser en forelæsning, er det et helt emne, man skal læse op.

Forelæsningerne foregår på den måde, at vi først repeterer sidste emne i ca. 30 minutter. Så er der 2 timers opgaveregning, hvor vi sidder sammen i grupper i vores grupperum. Derefter er der ca. 1 times forelæsning om et nyt emne. Indtil videre har det været ret spændende. Vi har bl.a. fundet ud af, hvad Taylors ligning er for noget og hvordan man løser og differentierer funktioner af 2 eller flere variabler.

Udover det hygger, jeg mig fint heroppe. Universitetet arrangerer en masse sjove arrangementer, for at gøre den første tid på universitetet lettere og sjovere for os. Men nok mest for, at vi skal lære hinanden at kende. Det går også meget fint, så det er udmærket.

Jeg hygger mig i hvert fald heroppe, og jeg føler, at jeg har taget en masse ting fra HTX med mig herop. Både fagligt og socialt.

Det var alt for nu. Jeg kunne fortsætte længe endnu, men jeg skal jo stoppe et sted ;) Håber på at høre fra jer andre.

Duy

PS. skriv en kommentar i citatboksen, hvis nogen af jer vil skrive en nyhed, men ikke ved, hvordan man gør.